Hvilken Oliver vinder den fircylindrede division?
Ørndrup og Hedegaard kæmper tæt i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen
60 kørere har i år været i action i Grand Prix Tours Legend Car Cuppen, som har været ét af de faste elementer i sæsonens løbsweekender i DEKRA Danish Supercar League. Alle har de kæmpet om det samme mesterskab, men der har også været interne kampe i feltet.
Det gælder eksempelvis i klassen for de kørere, som deltager med en fircylindret motor i deres Legend-racer. Og selv om kampen her har været tæt, virker én ting til at være sikker inden finaleweekenden på Padborg Park i starten af oktober; årets mester kommer med høj sandsynlighed til at hedde Oliver!
Det store spørgsmål er derimod, hvad den nye fircylindrede mesters efternavn bliver. Bliver det Ørndrup eller Hedegaard?
Blot fem point adskiller de to i toppen af tabellen. Og der er 100 point at kæmpe om.
Oliver Ørndrup, Herning, har været pålideligheden selv igennem sæsonen, hvor han er kommet i mål alle sæsonens 21 løb. Oliver Hedegaard, Tistrup, har derimod ikke set det ternede flag i dem alle. Til gengæld har han 12 gange krydset målstregen som den bedste kører i divisionen.
Divisionstitlen tegner til en duel mellem de to kørere, men såvel August Ørndrup, Herning, og Christian Nissen, Rødby, har begge outsiderchancer.
Motorsport skal naturligvis opleves live. Billetter til årets sidste weekend i DEKRA Danish Supercar League kan købes påhttps://padborgpark.dk/produkter/billetter-til-loeb-paa-padborg-park/, og hvis man er forhindret i at være til stede på racerbanen, er der mulighed for at følge søndagens løb på YouTube-kanalen @danishsupercarleague.
