Jakob Steffensen vandt finalen ved sæsonhøjdepunktet foran sidste års mester
Siden sin start sidste år har den nye Grand Prix Tours Super 2L været rost for meget tæt, men fair kørsel i klassen, men ved sæsonhøjdepunktet – Night Race på Padborg Park – havde deltagerne i den grad smidt fløjlshandskerne. Der blev uddelt buler i den store stil. Der var mange sammenstød, og den afgørende finale endte med at blive rødflaget kort efter start og måtte startes om.
Peter Hegelund, Hadsten, Malte Ebdrup, Farsø, og Sander Steffensen, Viborg, havde kvalificeret sig til de første tre startplaceringer, men i dysten ned mod banens første sving kom det til en berøring mellem Peter Hegelund og Sander Steffensen, som sendte sidstnævntes racerbil ind i autoværnet, hvorefter den tabte det højre forhjul og holdt stille i pitudkørslen. Til alt held slap den uheldige kører med knubs.
Ingen af de to var med i omstarten, hvor den mesterskabsførende Malte Ebdrup skød i front, men snart blev udfordret af Jakob Steffensen, Viborg. Midtvejs i løbet spandt Malte Ebdrup i Padborg Parks hårnål, hvorefter Jakob Steffensen kunne overtage føringen. Nicolai Nygaard Pedersen, Brønderslev, var startet finalen helt nede på tiendepladsen efter ikke at have fået målflag i de to indledende heats, men den forsvarende mester havde masser af fart på i finalen, hvor han efter utallige overhalinger hentede flere tiendedele pr. omgang, mens solen begyndte at forsvinde over Padborg Park. Men ved det ternede flag manglede han seks tiendedele i at slå Jakob Steffensen, som tog sin første finalesejr i Grand Prix Tours Super 2L. Her tog August Therbo, Greve, sin første podieplacering med tredjepladsen.
Løbsweekenden var startet med, at Peter Hegelund overraskende havde været hurtigste mand i den pointgivende tidtagning, men i det første heat fik han blot arbejdet sig frem fra ottende- til femtepladsen. Her var Malte Ebdrup gået fra fjerde- til førstepladsen allerede i starten i et løb, hvor Mathias H. Jensen, Hinnerup, pludselig måtte trække ind til siden, da der stod flammer hen langs bilen.
I det andet løb så det længe ud til, at Peter Hegelund ville nå helt til tops. Løbet blev dog rødflaget, efter at Tobias Andersen, Rødkærsbro, nærmest blev luftbåren efter at have ramt Mathias H. Jensen og August Therbo i starten. I omstarten fortsatte dramaet. Da feltet ved afslutningen af anden omgang kom ned for enden af langsiden, førte Simon Seiersen, Randers, med Magnus Madsen, Ringkøbing, og Peter Hegelund bag sig. De to gik til angreb, og trioen kørte derfor side om side ind i målsvinget, hvor det endte med, at Peter Hegelund kunne indlede tredje omgang som førende.
Peter Hegelund kunne ubesværet holde sin føring over et par omgange, men så nærmede Malte Ebdrup sig. Trods et sammenstød for enden af langsiden kunne Peter Hegelund i første omgang holde førstepladsen, men fik sværere og sværere ved at holde Malte Ebdrup og Jakob Steffensen bag sig. En sivepunktering betød, at han på allersidste omgang måtte lade sig passere. Malte Ebdrup blev dog idømt to tidsstraffe, og det betød, at Jakob Steffensen sejrede foran Peter Hegelund og Magnus K. Jensen, Ans.
Nærmere informationer
Padborg Park I/S
Telefon: 74 60 80 93
https://super-gt.dk/